Bymuren ved Wien
nogle betragtninger om islamisering
Har det nogensinde undret dig, hvorfor Osama bin Laden og hans slæng valgte lige præcis datoen den 11. september til at udføre terrorangrebet på World Trade Center og Pentagon? Her kunne man jo indvende, at det var en ren og skær tilfældighed og at valget af denne dato frem for en anden af de 365 mulige ikke havde noget at gøre med noget som helst andet. Det kan jo selvfølgelig være rigtigt nok, men inden vi slår det hen med tilfældighed, så lad os tage et kort historisk tilbageblik på et kapitel af den europæiske civilisations historie, og et vigtigt ét af slagsen; for det omhandler en episode, som havde stor betydning for Europas fremtid dengang, og hvis’ konsekvenser vi kan prise os lykkelige over i dag.
I året 1683 belejrede de muslimske tyrkeres hær under ledelse af Kara Mustafa Pascha Østrigs hovedstad Wien, som dengang var en del af det Tysk-romerske Rige. Wiens forsvarsværker var allerede blev forstærket efter et tidligere forsøg fra det tyrkisk/osmanniske rige på at indtage byen i 1529. Wien stod for de muslimske osmannere som porten til Europa og hvis de kunne indtage byen, ville de have kontrollen over to vigtige handelsveje, som ville føre til indtægter der kunne finansiere yderligere erobringer for det osmanniske rige; dels floden Donau, dels vejen Bernsteinstraße (bernstein betyder rav), som gik fra Baltikum til Norditalien. Ikke uden grund kaldte tyrkerne Wien for ”det gyldne æble”.
Imidlertid havde det Tysk-romerske Rige, og dermed Østrig, en pagt med kongeriget Polen, som gik ud på at parterne skulle komme hinanden til undsætning, i tilfælde af at én af dem blev angrebet. Wien med den blandede hær af bayerske, østrigske og saksiske tropper fik sendt et nødråb til den polske konge Jan Sobieski, som kom byen til undsætning med en hær, bestående af hovedsageligt 30.000 kavalerister og brød belejringen ved at gennemtrænge tyrkernes stilling ved Kahlenberg udenfor Wien. Østrig (og måske Europa?) var reddet. Datoen for slaget ved Kahlenberg, hvor muslimernes fremmarch i Europa blev endegyldigt sendt på tilbagetog, vil sikkert interessere de fleste i forbindelse med ovenstående indledning: Datoen var den 11. september 1683.
Nu kunne det jo selvfølgelig stadigvæk være en tilfældighed, at Osama valgte lige netop denne dag, men alligevel tolker især flere vestlige analytikere, heriblandt Robert Spencer1 datovalget som et signal, Osama og hans slæng af islamister overalt i verden ville sende til Europa og vesten om at ”we’re back in business. And this time we are gonna WIN”. Altså med andre ord, at islamisterne vil fortsætte der hvor de slap sidst.
Hvorfor vil muslimerne besætte Europa, hvad har vi nogensinde gjort dem, kunne et oplagt spørgsmål lyde. En del af de ”lærde” muslimer og vestlige islameksperter vil påstå, at muslimerne ønsker hævn for de europæiske korstog, der søgte at generobre den for dem hellige by Jerusalem, der i mellemtiden var blevet besat af muslimerne. Problemet er derved bare, at korstogene fremstilles som uprovokerede handlinger fra Europas side: Europa ”angreb” uden grund det muslimske mellemøsten, som aldrig havde gjort det noget, fordi europæerne påstod at én af byerne på muslimsk territorium var hellig for dem. Dette er imidlertid ikke sandheden. Forud for de kristne korstog var gået flere hundrede års muslimske provokationer og besættelser. Korstogene var udover, som nævnt, at genetablere Jerusalem som en kristen by, også at give et svar på den muslimske aggression, som havde hersket forinden, og som Europa bare havde måttet betragte passivt uden at kunne gøre noget. Her nævnes et par eksempler; Syrien var oprindeligt et kristent land, som blev overfaldet og besat af Muhammed og hans hær. Lande som Palæstina, Jordan og Ægypten var rent faktisk alle sammen kristne lande på den tid, som var blevet kristne ved at missionærer og præster var draget dertil og havde forkyndt deres budskab, hvorefter størstedelen af indbyggerne havde antaget den nye tro. Uden vold, uden våben, uden nogen som helst form for tvang. Hvis folk ikke troede på missionærerne, lod de simpelt være med at lade sig døbe, uden at føle sig presset fra nogen. Hvordan endte de så med at blive muslimske? Jo, de gjorde de såmænd ved at blive overfaldet af muslimske hære med sværd og knive i hænderne, undertvunget og besat, og derefter få valget mellem at konvertere til islam eller dø. De fleste valgte førstnævnte. En forskel der er til at tage og føle på. Derfor bør korstogene ses i denne rette sammenhæng. Ikke som uprovokerede handlinger fra det kristne Europa, men som svar på muslimsk besættelse af store dele af den dengang kristne verden.
I skolebøgerne i dag i Danmark står der oftest om korstogene at de var svinerier begået fra europæisk side, som vi bør skamme os over i dag. Der står, hvordan de kristne hære nedslagtede alt på deres vej mod Jerusalem og efterlod et spor af blod og brutalitet på deres vej. Men de muslimske besættelser og myrderier i årene forinden står aldrig nævnt med et eneste ord. derfor kan det næppe undre, at de fleste danske gymnasielever i dag går rundt med en opfattelse af korstogene, som noget vi bør skamme os over i dag som europæere. Sandheden er en anden. Sandheden er, at havde det ikke været for korstogene og den deraf følgende midlertidige udsættelse af islams udbredelse, ja så havde vi måske den dag i dag allerede for længst haft sharia-lovgivningen indført i Danmark.
Besættelsen af Europa står for muslimerne som en målsætning, der har hersket lige siden Muhammeds tid. En målsætning, der dels udspringer af Muhammeds liderlige magtfantasier om at udbrede troen ved sværdets magt; at underlægge sig resten af verden. Men som også udspringer af indgroede arabiske mindreværdskomplekser mod de omgivende landes højerestående kulturer og civilisationer. Muhammed indså at araberne (et nomade- og beduinfolk) var underlegne kulturelt, teknologisk og intellektuelt overfor arabernes nabokulturer, her nævnes blandt andet det kristne byzantinske rige, jøderne omkring Judæa, det kristne Syrien og det hedenske persiske rige, som selv efter at Muhammed begyndte at prædike med at gud talte til ham (og at araberne dermed var blevet guds nye, udvalgte folk efter jøderne, symboliseret ved at koranen er på arabisk, ”guds sprog”) stadigvæk var araberne kulturelt overlegne på alle områder. Muhammed opvoksede med arabernes mindreværd og had mod de omkringliggende civilisationer. Araberne på Muhammeds tid tørstede efter på et tidspunkt også at opnå et ”rige” med højtudviklet civilisation, også at prøve hvordan det er at være en højtstående kultur, der nyder respekt og anerkendelse hos nabolandene. Men han erkendte samtidig, at målet ikke var indenfor rækkevidde for araberne; disse var ikke i stand til at skabe en civilisation af egen kraft, som kunne måle sig med de andres, for Arabien var (og er) et ufrugtbart ørkenland, befolkningen rejser rundt som stammer mellem oaserne og driver handel med andre menneskers varer, fordi de selv er ude af stand til at producere nogle.
Denne erkendelse må have været hård for Muhammed, og han valgte derfor det alternativ, som mange vælger, når de nægter at se sig slået af en overlegen modstander: hvis jeg ikke kan vinde over ham på ærlig vis, fordi han er mig overlegen, så kan jeg i det mindste snigmyrde ham mens han sover, skaffe hans lig af vejen og bilde mig selv ind at han aldrig har eksisteret. Som sagt, så gjort: Muhammed brugte islam til at indlede et orgie af vold mod nabokulturerne. Han overfaldt dem korporligt med sin hær, nedslagtede fredelige folkefærd og gav dem valget mellem at dø eller konvertere til islam. Denne strategi så ud til langt bedre at lykkes end at arbejde hårdt på at skabe sin egen civilisation; hvis man er ude af stand til selv at skabe noget der er smukt og dejligt, så kan man i det mindste smadre de andres smukke ting, træde dem ned i støvet og ødelægge dem for evigt. De smukke arkitektoniske templer, statuer og kunst overalt hvor muslimerne kom frem, blev revet ned, smadret og tilintetgjort. Muhammed havde endelig fundet den eneste metode, hvorpå et tilbagestående folk kunne komme til magt og udbredelse: Gennem vold og myrderier, destruktion af andres skaberværk.
Der er ikke noget at sige til at araberne er misundelige på Europa og hader dette for dets succes. Et had, der via islam er blevet udbredt til hele den muslimske verden ud fra opdelingen i de ”vantro”, der skal myrdes eller omvendes, og de gudfrygtige muslimer. Der er ingen grund til at tro at Europa skulle få en anden skæbne end den, der er overgået så mange andre folkefærd efter mødet med islam, som f.eks. berberfolket i Nordafrika, der mistede deres sprog, deres traditioner og deres kultur efter den muslimske besættelse. Hvis det var lykkedes for osmannerne at indtage Wien dengang i 1683, og måske dermed senere resten af Europa, ville Europa først være blevet udplyndret for dets rigdomme, derefter have fået deres bygninger og kunst smadret for til sidst via islam at være blevet tilbage holdt nede i en evig stenalder, hvor ethvert optræk til udvikling eller nytænkning ville blive kvalt, præcis på samme måde som ethvert andet område, Islam har mødt på sin vej.
Præcis som dengang på Muhammeds tid, benytter muslimerne nøjagtig den eneste erobringsstrategi, hvor de rent faktisk har en reel chance for succes. Det er klart, at hvis muslimer angriber Europa militært med geværer og kampvogne, så vil de tabe stort, fordi et europæisk land er overlegent militært og teknologisk. Derfor må man bruge en anden strategi, som hedder: 1) Massiv indvandring af muslimer til Europa, 2) smadring af de europæiske socialsystemer ved at hæve bistandshjælp og sende den hjem til de muslimske lande, og til sidst, når Europa er blevet tilstrækkelig udsuget og svækket økonomisk og når antallet af muslimer i Europa er vokset så meget at de udgør en reel magtfaktor; 3) åben krig i gaderne med vold og drab på europæerne indtil de er døde eller overgiver sig til muslimsk overherredømme.
Et skrækscenarium uden hold i virkeligheden, tænker mange måske nu?
Husk på, at vold og drab på ikke-muslimer er en integreret del af koranen og har fulgt i kølvandet på islam overalt hvor den har udbredt sig. Skulle der være grund til at tro at det vil gå anderledes med Europa? Europæerne har jo desværre hidtil fastklamret sig til en fejlopfattelse om at muslimer i Europa, efter at have smagt europæisk demokrati og velstand, vil åbne sig overfor den europæiske civilisation, vil integrere sig og tilpasse sig europæiske værdier og normer og opgive koranens had og voldsorgier og den indgroede arabiske mindreværdskompleks overfor højerestående kulturer.
En fejlopfattelse, der kan vise sig at koste dyrt.
1: I bogen politically incorrect guide to islam and the crusades