EU's værk: EUrabien
Når man betragter steder som Nørrebro i København eller Gellerupparken ved Århus, muslimske ghettokvarterer, hvor danske skolebørn bliver mobbet, hvis de har madder med rullepølse eller andet svinekød og truet med bank, hvis de ikke smider dem i skraldespanden, og hvor danske piger bliver voldtaget, hvis de vover sig ud om aftenen, så er det helt store spørgsmål som melder sig: Hvordan kunne det ske? Hvordan kunne højtudviklede, civiliserede lande, som f.eks. Danmark og Sverige (i Sverige står det delvist endnu værre til end herhjemme) åbne grænserne overfor et totalitært regime som islam, der ikke har udviklet sig siden middelalderen og for hvilken ting som menneskerettigheder, ytringsfrihed og demokrati er sindssyge tanker, der bør bekæmpes? En del af svaret lyder: EU. De ting vi ser i øjeblikket er først og fremmest EU’s værk. Tilbage i slutningen af 1960’erne fik den daværende franske premierminister Charles de Gaulle overbevist de andre EU lande om at EU's fremtid bestod i et tæt samarbejde med de arabiske og muslimske lande. På en pressekonference 27. november 1967 sagde han direkte, at det franske samarbejde med den arabiske verden ”er blevet til et fundamentalt grundlag for vores udenrigspolitik”1 .
Hvor kom denne sære ide fra? Hvorfor i alverden fik en fransk premierminister ind i sit hoved, at ”nu skal vi venner med araberne og via EU tilpasse Europa til den muslimske verden”? For at finde svaret må vi skrue tiden tilbage til den franske imperialisme, som i 1800 tallet underlagde sig store dele af den muslimske verden. Yderligere fik Frankrig efter første verdenskrig mandat over en række muslimske lande i mellemøsten, f.eks. Syrien. Efter anden verdenskrig mistede Frankrig langsomt sit verdensimperium med selvstændigheden af de franske kolonier i Nordafrika, som f.eks. Algeriet (1962), Tunesien og Marokko (1956). Frankrig så sit rige og dermed sin status som verdensmagt på linje med USA of Sovjet smuldre. Den gamle franske drøm om et verdensimperium som det engelske ville imidlertid ikke slippe Charles de Gaulle, så han ændrede taktik til plan B i forsøget på at genoplive den franske indflydelse i verden; i stedet for at erobre Arabien med geværer, ville han sikre Frankrigs fortsatte status i mellemøsten via den såkaldte ”appeasement” politik, dvs. imødekomme andres krav og fordringer fuldstændig ukritisk under opgivelse af egne værdier og regler. Gennem EU fik Frankrig trukket de andre lande med på bølgen, ved at gøre reklame for det multikulturelle samfunds ”lyksaligheder” i form af billig arbejdskraft fra indvandrere og nye markeder og afsætningsmuligheder i Arabien for europæiske varer.
Herefter gik det støt og roligt imod en islamisering af Europa. Frankrig, der ellers havde været pro-israelsk, begyndte at kritisere Israel i mellemøstkonflikten efter seksdageskrigen, og under den første oliekrise i 1973, hvor den arabiske verden tilbageholdt olieudbuddet for at presse olieprisen op (den officielle forklaring var at araberne ikke ville sælge olie til de vestlige lande der holdt med Israel i den igangværende konflikt mellem Israel og Ægypten/Syrien), måtte Frankrig komme med yderligere indrømmelser overfor den arabiske verden ved at åbne grænserne endnu mere for muslimske indvandrere og arabisk kultur. Men Arabien var selvfølgelig også afhængige af Europas teknologi og penge for at kunne følge med udviklingen, og de kunne øge deres indtjening, hvis olieprisen gik op. Olie, som jo er de arabiske landes eneste indtjeningsmulighed, idet landenes beskaffenhed umuliggør opbygningen af en selvstændig industri og produktionsapparat. De øgede oliepriser bragte yderligere indtjening til de arabiske lande, først og fremmest Saudi Arabien, som brugte mange af oliepengene på at bygge flere moskeer i Europa og fremme islamiseringen, præcis som i dag.
Der blev holdt flere Euro-Arabiske møder i Europa op gennem årene, bl.a. i København (1973), Paris (1974), Venedig (1977) og Hamburg (1983), hvor handlingsplanerne for de fortsatte forbindelser mellem EU og de muslimske lande blev aftalt. Selvom resultaterne af møderne forblev hemmelige for offentligheden, så man alligevel klart de tiltag, der blev gjort som konsekvenser af dem i Europa:
1. Fortsat massiv indvandring fra den muslimske verden til Europa under påskud af at de europæiske fabrikker manglede arbejdskraft. Selv den dag i dag er der mange anden- og tredjegenerations muslimer, der går rundt med en opfattelse af at ”vores arbejdskraft grundlagde de moderne europæiske velfærdsstater”, hvilket er lodret løgn. Selv hvis der havde været mangel på arbejdskraft, kunne problem nemt have været løst med omlægning af produktionsmetoder (dvs. benytte robotter og maskiner på fabrikkerne i stedet for menneskehænder).
2. Koordination af en øget udbredelse af arabisk sprog og kultur i Europa. I dag kan man jo f.eks. læse arabisk på danske universiteter, hvilket kan undre i betragtning af hvor lidt Arabien interesserer sig for europæisk kultur og værdier, udover den europæiske teknologi, som de selvfølgelig er afhængige af.
3. Oprettelse af fælles Euro-Arabiske kultursteder i europæiske hovedstæder.
4. Import og ansættelse af arabiske lærer ved europæiske universiteter for at undervise europæere i arabisk sprog og kultur og (som en konsekvens) Islam.
5. Samarbejde mellem arabiske og europæiske fagfolk i at give offentligheden og medierne et positivt billede af den arabisk/muslimske verden. Konsekvenserne ser man i dag med at en såkaldt ”moderat” imam står frem i danske medier og forklarer om det sande billede af islam og dettes lyksaligheder, hver gang der er foretaget et muslimsk terrorangreb i verden eller en dansk pige er blevet voldtaget af muslimer eller danske børn får bank i deres eget land, hvis de har svinekød i madpakken. Offentligheden får den samme løgn stukket i fjæset med at ”sådan er islam slet ikke i virkeligheden” og mange æder den råt. Desuden det evige muslimske misbrug af menneskerettighederne og religionsfriheden til at godtgøre deres tilstedeværelse i Europa. De muslimske lande har aldrig selv overholdt disse love. Indenfor islam bliver man myrdet, hvis man konverterer væk fra islam, hvilket i sig selv burde være tilstrækkeligt til at bruge den europæiske religionsfrihed til at forbyde islam. Hvad i grunden med de etniske europæeres rettigheder i det eurabiske islam-apartheid, hvor er det henne? Ytringsfrihed og retssikkerhed hører gårsdagen til.
Vores egne politikere solgte så at sige vores lande til araberne. Kendetegnende for EU gjorde de det på den måde som de plejer at ordne deres interne anliggender på, som helst skal gennemsættes for enhver pris: Uden at spørge om befolkningens mening. Frankrig er i dag på vej til at bukke under for det monster, som det selv har skabt. Et umiddelbart skøn siger at hvert tredje nyfødte i Frankrig i dag er muslimsk, Frankrig der har over 5 mio. muslimer. Flere steder i de muslimske ghettokvarterer i Frankrig lovgives der i dag uofficielt efter sharia og ikke efter fransk lov. Drømmen om at bibeholde det franske imperium gennem opretholdelse af den franske indflydelse i Arabien er i stedet blevet til et mareridt, hvor socialsystemet efterhånden er ved at sprænges pga. understøttelse til integrationsuvillige, uddannelses- og arbejdsfjendtlige muslimer. Her kan man jo indvende, at selv hvis Frankrig skulle falde og blive muslimsk, så ville det jo ikke være en stor katastrofe for de andre EU lande, men meget bedre ser det jo ikke ud i f.eks. Danmark med omkring 6 % muslimer, som selvfølgelig alle ville dyrke helt andre forbindelser til et muslimsk Frankrig end til Danmark. Hvis Frankrig falder, så falder hele Europa måske også med tiden. Et spørgsmål i denne forbindelse er, hvad der så skulle ske med de franske atomvåben, hvis Frankrig bliver muslimsk? Bliver de måske anvendt som udgangspunkt for et storstilet, militært Jihad mod resten af Europa med base i Frankrig?
Ikke uden grund er stemningen begyndt at vende i den ellers så indvandringsglade franske offentlighed. Senest indrømmede selve den franske premierminister Nicholas Sarkozy i oktober 2007 at ”der allerede for længst er for mange muslimer i Europa”2 . Noget kunne desuden tyde på at Frankrig er ved at indse, at det multikulturelle ”paradis” ikke var lykken alligevel og begynder at reagere. Frankrig vil inden udgangen af 2008 have sendt ca. 26.000 indvandrere uden opholdstilladelse tilbage til deres hjemlande, fortrinsvis Marokko og Algeriet. Ved maj 2008 havde de allerede sendt 15.000 indvandrere uden papirerne i orden retur. Desuden er det blevet sværere at opnå fransk statsborgerskab som indvandrer, hvis man åbenlyst ikke lever op til franske værdinormer, f.eks. blev en marokkansk kvinde i 2005 nægtet fransk statsborgerskab, fordi hun til samtlige samtaler hos myndighederne var fuldstændigt indhyllet i burka, så at kun en lille sprække var fri ved øjnene. I Marokko havde hun aldrig båret burka, det var først efter hun var blevet tvangsgiftet med en marokkaner i Frankrig, som havde gået i koranskole, at hun blev pålagt at bære den overalt. Myndighederne begrundede afslaget med at hendes livsform med en total uvidenhed overfor ting som sekularisering og stemmeret ville stille forhindringer i vejen for en vellykket integration i Frankrig. Hun kunne derfor anmode om statsborgerskab igen den dag hun var indstillet på at lade burkaen blive i skabet3.
Den multikulturelle løgn er ved at lakke mod enden i Frankrig. Hvem ved om det måske ikke allerede er for sent?
1: http://www.acht-der-schwerter.com/2006/10/01/der-eurabia-code-teil-1/
2: Udo Ulfkotte: SOS Abendland – die schleichende Islamisierung Europas, side 169