Politisk ukorrekt indføring i koranen
Et generelt, interessant aspekt når man har at gøre med koranen er den opfattelse blandt muslimer, at koranen er guds direkte ord, dvs. dikteret til Muhammed via englen Gabriel direkte fra Allah. Derfor er koranen ifølge teorien direkte tale og indeholder mange passager af formen ”sig til dem (oh profet) … ” osv., således at Allah fik sit budskab ud til araberne via Muhammed, som derfor kun var et sendebud, der ikke selv havde noget at gøre med koranen som sådan. Det er i hvert fald den officielle, muslimske forklaring. Kigger man imidlertid nærmere på koranen, sådan som f.eks. ibn Warraq gør i sin bog ”why I am not a muslim”, så vil man opdage at den indeholder vers, som afgjort ikke kan være dikteret direkte af gud via Gabriel, men er Muhammeds egne ord.
Et eksempel på et koranuddrag, hvor det afgjort ikke kan være gud der taler er (6;114)
Skulle jeg vel søge en anden dommer end Gud? Han som har sendt jer skriften, klart fremlagt? De som Vi har givet skriften, ved at det er en åbenbaring fra Herren med sandhed. Så vær ikke af dem som tvivler.
Dette ”jeg” henviser til Muhammed og derfor har vi et eksempel på et koranvers, hvor det ikke er gud der taler, men derimod Muhammed, altså et dødeligt menneske, i modsætningen til hvad muslimerne tror. Der er utallige andre eksempler på koranvers, som umuligt kan være guds direkte ord. Her nævnes fra samme sura (~kapitel) verset 104, hvor ordene ”Jeg er ikke jeres vogter” tydeligvis bliver sagt af Muhammed og ikke af gud. Suraerne 113 og 114 indeholder ordene ”jeg tager min tilflugt hos herren”, som selvfølgelig umuligt kan være sagt af gud.
Selve den allerførste sura, åbningen på koranen, lyder som følger:
I Guds, den Barmhjertiges, den Nåderiges navn. Lovet være Gud, all verdens Herre, Han, den Barmhjertige, den Nåderige, Han, Herren over dommens dag. Dig tilbeder vi, vi søger hjælp hos Dig. Led os på den rette vej! Deres vej, som Du har beredt glæde, ikke deres, som har vakt Din vrede, eller deres, som har valgt den falske vej.
Det er oplagt, at dette ikke er guds ord. Mange islameksperter har forsøgt at undgå dette pinlige problem i koranen ved at påstå, at åbningsbønnen ikke er en del af koranen, fordi den ikke er direkte fra gud. Andre hævder, at der mangler et ”Sig (oh profet): … ” foran. I mange koranvers finder man således bydeformen ”Sig” i starten af verset, som af mange bliver tolket som at det ikke havde stået der oprindeligt, og er blevet tilføjet senere af dem der nedskrev koranen, fordi de indså at det manglede.
I Sura (17;1) læser vi følgende
Ære være Ham, som førte sin tjener nattetid, fra den hellige moské til Aqsa-moskeen, hvis omgivelser Vi har velsignet for at vise ham nogle af Vore tegn. For Han er den Hørende, den Seende.
Her sammenblandes guds og Muhammed egne ord på den mest klodsede facon. Starten, ”Ære være Ham … ” kan umuligt være guds ord, idet gud ikke ville omtale sig selv i tredjeperson. Ligeledes slutningen ”For Han er den Hørende … ” kan åbenlyst ikke være af gud.
Desuden findes der flere eksempler på hvordan der bliver aflagt ed i koranen; en almægtig gud ville vel næppe have behov for at sværge ved noget han selv har skabt, hvis det var sandt hvad han sagde, derfor er det klart at passager såsom (81;15) ”Jeg sværger ved planeterne” umuligt kan være fra gud, men derimod fra Muhammed selv, der prøvede at lyder ekstra overbevisende overfor sine tilhørere ved at sværge at han havde ret. Desuden nævnes her passagen (84;16-18) ” Nej, jeg sværger ved aftenrøden, ved natten og alt den bærer i sig, og ved månen når den er fuld!”, hvor det ikke alene er tydeligt at det er Muhammed og ikke gud der taler, men hvor man også sporer træk af den naturalistiske arabiske hedenskab, der stadig har et solidt tag i Muhammed.
Utallige andre eksempler forbigås her. Deriblandt (37;161-166), hvor det tydeligvis er engle der taler af egen kraft i stedet for at diktere guds ord.
Koranen er ikke ”guds ord”, hverken nu eller dengang den blev nedskrevet først. Tanken om at koranen skulle bestå af præcis det, som gud efter sigende dikterede til Muhammed via Gabriel, og at den oprindelige koran findes i himlen indhugget i stentavler, har ingen hold i virkeligheden. Men denne opfattelse har ikke desto mindre fortsat beholdt sit tag i muslimerne verden over.
Gennemgående er der også flere andre problemer med koranen. Først og fremmest dens voldsomme afstandstagen fra afgudsdyrkeri ”du må kun dyrke MIG som gud og intet andet”, men samtidig tilbeder og helliggør muslimerne den sorte sten i Mekka, kabaen, som en slags afgud eller stedfortrædende gudebillede. Selve den obligatoriske pilgrimsfærd virker dybt barnlig med dens tvangsceremonier om at kaste sten efter statuer, vandre syv gange om kabaen i forskellige tempi, og vende ansigtet i bestemte retninger osv. osv. Og det fuldkommen underdanige bederitual med numsen i vejret som en abekat virker også ret klovneagtigt for en udenforstående. Desuden indeholder koranen, på trods af påstanden om at være skrevet på ”et tydeligt arabisk sprog” (26;195) flere grammatiske fejl og fremmedord, der modsiger påstanden om det er rent arabisk. Se ibn Warraq’s bog ”Why I am not a muslim” side 177. Latterligt virker det desuden også, at det er forbudt at kalde en uskyldig teddybjørn “Muhammed”, hvilket en engelsk lærerinde i Somalia måtte sande, da hun blev truet med dødsvold. Men samtidig er det jo i orden for en muslimsk dreng at hedde Muhammed, altså profetens navn. Hvad nu hvis denne dreng stjæler og for hugget hænderne af eller (uha!) konverterer til Kristendommen? Det skulle være mindre slemt end en teddybjørn? Derfor kan det undre med muslimernes strenge forbud mod at afbilde profeten eller blot omtale ham, samtidig med at det er i orden at navngive en dreng Muhammed, det ville jeg da så næsten også tolke som blasfemisk.
Konflikten mellem prædestination (forudbestemthed) og menneskets frie vilje findes for fuld udblæsning i koranen, hvilket selvfølgelig er en selvmodsigelse, da de to ting ikke kan eksistere side om side. Enten er alle vores handlinger forudbestemt af Allah lige fra starten af, eller også har vi en fri vilje, der gør, at vi kan vælge at udføre vores handlinger selv.
Her et par eksempler på prædestination i koranen:
(3;145) Intet menneske dør uden at Gud så vil, og når tiden kommer.
(9;51) Sig: «Intet overgår os undtagen det Gud har bestemt for os
(13;31) Ved da ikke de troende, at hvis Gud ville, kunne Han give alle mennesker ledelsen?
(14;4) Gud vildleder, hvem Han vil, og Han retleder, hvem han vil.
(57;22) Ingen ulykke rammer på jorden eller hos jer selv, uden at den findes i et skrift allerede, inden Vi har skabt den. Dette er let for Gud.
Alt sammen eksempler på total determinisme; vi har overhovedet ingen selvbestemmelse, alt er forudbestemt af Allah, både hvem der skal være vantro og havne i helvede, og hvem der skal være rettroende.
Her dog et par eksempler på fri vilje, ligeledes fra koranen:
(41;17) Hvad Thamod angår, så gav Vi dem ledelse, men de foretrak blindhed frem for ledelse. Så tog den fornedrende strafs tordenskrald dem, for det de havde fortjent.
(18;29) Sig: «Sandheden kommer fra Herren! Lad den tro som vil, og den være vantro som vil!»
(42;30) Hvad som end rammer jer af hjemsøgelse, kommer af det i selv har pådraget jer, og Han undskylder meget!
Der er klart, at disse to tanker ikke kan stå side om side; det er enten-eller. Enten er enhver af de handlinger, vi foretager os, på forhånd fastlagt af Allah og vi har personligt intet at gøre med det, eller også har vi en fri vilje til at vælge bestemte handlinger (som f.eks. at tro på Allah eller lade være). Selvmodsigelsen kommer klart til udtryk ved forestillingen om skyld/synd i Islam: I grunden er det ikke min skyld at jeg synder, det kan jeg ikke stilles til regnskab for, for jeg er jo ikke selv herre over det. Allah har forudbestemt alle mine gerninger, dermed også mine synder. Men alligevel straffer han mig for mine synder på dommens dag og sender mig i helvede, fordi jeg var vantro hele mit liv. Men det var jo ham selv der forudbestemte for mig at jeg skulle være vantro. Han straffer mig for at have gjort noget, som han selv havde forudbestemt, at jeg skulle gøre.
Hvem der end skrev koranen, så er det klart, at det ikke kan have været en boglig lærd mand, ellers ville en sådan selvmodsigelse med at placere to kræfter, der gensidigt ophæver hinanden, ikke have eksisteret i koranen. Hvis koranen er Muhammeds egen fabrikation, så kan han ikke have haft indsigt nok i tingene til at kunne tage stilling til de store filosofiske problemstillinger, ellers ville en sådan fejl ikke have været at finde i koranen. Til slut et eksempel på en selvmodsigelse indenfor samme vers, altså et vers hvor der både indgår prædestination og fri vilje samtidigt:
(16;93) Hvis Gud havde villet, kunne Han have gjort jer til et eneste (tros)samfund. Men Han vildleder hvem Han vil og Han retleder hvem Han vil. Og Han stiller jer til regnskab for det i har gjort.
Hvad angår islamisk ret, den såkaldte sharia-lovgivning (jura byggende på koranen), så er den udover dens for et civiliseret samfund frastødende regler om håndafhugning for tyveri (5;38) og offentlig piskning for hor og utroskab (24;2) ikke endvidere logisk opbygget og vil da også i særdeleshed give anledning til vanskeligheder i praksis, men mindre den udsættes for en ændrende interpretation. Som eksemplet nævnes verset (4;11-16);
Gud bestemmer vedrørende jeres børn: En mandlig arving tilkommer to kvindeliges andel. Hvis det er mere end to kvindelige og ingen mandlig arving, skal de dele to tredjedele af arven, og er der kun én kvindelig, under samme forudsætning, skal hun have halvdelen. Hver af afdødes forældre skal have en sjettedel af arven, hvis han efterlader børn. I modsat fald arver forældrene fuldt ud, og moren får en tredjedel. Men har afdøde søskende, får moren en sjettedel, efter at legater og gæld er dækket. Fædre og sønner, forældre og børn, i ved ikke hvem af dem som er nærmest i nytte for jer. Dette er en forordning fra Gud. Gud ved, er vis. Der tilkommer jer halvdelen af det jeres hustruer efterlader, såfremt de ikke har børn. I modsat fald fjerdedelen, efter at legater og gæld er dækket. Det tilkommer hustruerne en fjerdedel af det i efterlader, såfremt i ikke har børn. I modsat fald ottendedelen, efter at legater og gæld er dækket. Hvis afdøde er uden arvtagere i ret op- eller nedstigende linje, men har en bror og en søster, så får disse en sjettedel hver. Er det mere en to, får de til sammen en tredjepart til deling, efter at legater og gæld er dækket fuldt ud. Dette er Guds forsoning. Gud ved, er mild. Dette er de grænser Gud har sat. Den som adlyder Gud og Hans sendebud, vil Han føre ind i paradisets haver, hvor bække strømmer. Her skal de være og blive. Dette er den store sejr.
Udover det for kvinder (må man antage?) temmelig usmagelige med at mandlige arvinger skal have dobbelt så maget som en kvindelig, så er der andre oplagte problemer. Dette vers påstås at være en guddommelig anvisning fra god om hvordan arven efter en afdød bør fordeles blandt de efterladte. Udmærket, hvis den er direkte fra gud, så burde den jo være særligt egnet til benyttelse, vi tester den i praksis med et lille eksempel:
En mand dør og efterlader tre døtre og kone, ingen sønner, samt forældre. Ifølge koranens anvisninger i verset ovenfor skal arven derfor fordeles som følger:
Døtrene: 2/3, Forældrene: 1/6 hver, Konen: 1/8. Samlet: 2/3 + 1/6 + 1/6 + 1/8 = 27/24 ???
Var Allah dårlig til matematik? Det vil sige at selv de lande, der påstår at bruge sharia-lovgivning, i hvert fald må forbigå eller omfortolke koranen temmelig groft nogle gange.
Et andet problem i koranen og dermed islam er, at Allah tilsyneladende ”ombestemmer” sig en gang i mellem, hvilket selvfølgelig ikke er foreneligt med en alvidende, ufejlbarlig gud.
Et vers lyder som følger (2;106)
Når Vi ophæver et vers eller lader det gå i glemme, bringer Vi noget, der er bedre end det, eller noget magen til. Ved du ikke at Gud er i stand til alt?
Selve denne tanke om at ”dette er guds ord … indtil videre; indtil han finder på noget der bedre, som derefter ophæver det tidligere vers” virker absurd for moderne europæere. Hvis gud var i stand til alt, hvorfor sagde han så ikke bare det rigtige første gang, men er nødt til at indbygge en klausul om at han kan nå at ændre mening, hvis han skulle ombestemme sig senere? Konsekvenserne er da også mere ødelæggende end som så, udover at fremstille gud med langt mere menneskelige egenskaber end godt er bringer den hele koranen i værdiløshed: Hvordan kan vi vide, at det der står i den er guds vilje sådan som han ønsker den fuldbragt? Vi kan jo ikke vide, om han i morgen eller om 1000 år kommer med et nyt vers gennem en ny profet, der ophæver alle de gamle og hidtidige, så at de ikke gælder længere. ”Dette er den evige og ultimative sandhed direkte fra gud, altså dvs. lige indtil det ikke er det længere!” Ja, tak og godmorgen, Muhammed manglede da vist lidt undervisning i teologi og absolutisme.
For at nævne et eksempel på en guddommelig meningsændring: Alkohol er forbudt i islam, men sådan har det ikke altid været. I (16;67) læser man at
Og af palmernes og vinstokkenes frugt tager I jer berusende drikke og et smukt underhold. Deri er der tegn for folk med forstand.
Og i (4;43)
Gå ikke til bøn, når i er berusede, uden at vide, hvad i siger!
Og (2;219)
De spørger dig om vin og hasardspil. Sig: ”Ved begge dele er der alvorlig synd, men også nytte for menneskene”.
Men samtidig hedder det i (5;90)
I, der tror! Vin, hasardspil, offersten og orakelpile er urent og af Satans værk. Undgå det!
Det må jo så med andre ord betyde, at sidstnævnte vers er åbenbaret senere end de andre og dermed ophæver de andre, fordi Allah kom i tanke om at det alligevel ikke var så smart med alkohol?
Koranuddragene er taget både fra den norske oversættelse ved Einar Berg og den danske ved Ellen Wulff.