Politisk korrekthed: Et marxistisk redskab
Hvad er politisk korrekthed? Hvor stammer den fra? Hvad er dens målsætning?
Når eksempelvis politikere i dag undgår at adressere nogle problemers kerne direkte med f.eks. muslimske indvandreres overrepræsentation i kriminalitetsstatistikkerne og deres modvilje mod integration og økonomiske byrde for samfundet, så er det fordi de er underlagt politisk korrekthed. Et totalitært instrument, der vil indskrænke den personlige frihed, individualisme og ytringsfrihed samt kriminalisere enhver kritik af de såkaldte ’minoritetsgrupper’ foruden homoseksuelle, kvinder og religiøse grupperinger som værende racisme, sexisme, intolerance, ufølsomhed osv. Den politiske korrekthed kan umiddelbart præsenteres som noget godt; ”beskyttelse” af forfulgte og undertrykte minoriteter mod hetz og chikane af den dominerende urbefolkning. Udtalelser mod minoritetsgruppers adfærd, voldelige kultur eller ’religion’ udlægges som provokationer fra det etableredes side, der sårer de undertryktes ”følelser”. Men den politiske korrekthed medfører åndelig tvang og tab af ytringsfrihed og er forberedelsen til den kommunistiske statsmagts kontrol af borgernes frie tænkning, som man så det i Sovjet og DDR.
Den politiske korrekthed er en marxistisk opfindelse. Den opstod ud fra de førende marxisters erkendelse af, at proletariatet i Vesteuropa havde fejlet i at lave kommunistisk revolution, hvilket proletariatet ifølge Karl Marx’ teori burde have gjort ved flere givne lejligheder. Arbejderne havde, så at sige, svigtet de kommunistiske teorier, idet de ikke havde gjort det oprør mod deres kapitalistiske ’udbyttere’ og inført proletariatets dikatur, som det ifølge Marx er naturligt at gøre for arbejderklassen på et tidspunkt i ethvert samfund.
Første verdenskrig var et bevis på at kommunismen er forkert, idet arbejderne ikke (sådan som Marx ellers havde forudset) ville lave revolution i tilfælde af at der kom krig til Europa. Ifølge den marxistiske teori burde arbejderne ikke have trukket i uniform og have skudt på hinanden, men derimod have sluttet sig sammen på tværs af grænser mod deres fælles ’fjender’, kapitalisterne. Ganske vist fik Lenin opildnet arbejderne i Rusland tilstrækkeligt meget til at gennemføre revolution, men den fejlede i at sprede sig til resten af Europa, igen i modstrid med Marx’ forudsigelser.
Anden verdenskrig blev igen et nyt bevis på kommunismens fejlagtige teorier; i stedet for at slutte sig sammen på tværs af landegrænser og styrte det kapitalistiske samfundssystem, valgte arbejderne i Tyskland i stedet Hitler til magten og vendte sig dermed mod de nationale og patriotiske følelser i stedet for at adlyde deres egen ”klassebevidsthed”, igen i direkte modstrid med kommunismens grundteser om proletariatets uundgåelige oprør.
Af denne grund havde de førende Marxister allerede omkring 1950 indset, at det ikke skulle være proletariatet, som skulle indføre kommunismen til Vesten. Arbejderne i Vesten ønskede ikke kommunismen, men var derimod nationalt sindede og tro mod deres land og folk. Derfor måtte kommunisterne søge efter en erstatning efter den svigtende arbejderklasse og finde andre samfundssegmenter, der kunne gennemføre den omstyrtende omvæltning af de vestlige samfund og indføre kommunisme. Søgningen resulterede i: Minoriteter, kvinder, sorte og farvede, seksuelle outsidere (homoseksuelle, biseksuelle osv. ), religiøse mindretal og alle, der havde en anden mening end den ’etablerede’. Disse samfundsgrupper skulle vindes for kommunismens sag, fordi proletariatet havde svigtet, og indoktrineres til at gøre det, som proletariatet ifølge kommunisterne burde have gjort; omstyrte den vestlige civilisation og indføre kommunisme. Men de nye samfundsgrupper, ’erstatningerne’ for proletariatet, skulle først vindes for kommunismens sag via propaganda. Kunne man bilde dem ind at de blev undertrykt i de vestlige, kapitalistiske samfund, kunne de bruges som marxisternes arbejdsredskab. Heraf den politiske korrektheds virkemiddel i praksis; ved at bilde offentlighedene ind at bestemte samfundssegmenter er undertrylte ofre, kan kritik af disse samfundsgrupper kriminaliseres som ”racisme”, ”fremmedfjendskhed”, ”hate crimes”, ”sexisme” og ”intolerance” osv.
Starten på den politiske korrekthed kom allerede i 1923, hvor Georg Lukacs grundlagde ’Frankfurtskolen’ (Institut für Sozialforschung) som et departement ved Frankfurt Universitet med Marx-Engels Instituttet i Moskva som forbillede. Lukacs var søn af en rig ungarsk bankmand og udviklede sig til den førende marxistiske teoretiker efter Marx selv. Lukacs indså nødvendigheden af at en samfundsomvæltning først kan komme på tale, efter at det etablerede system var blevet elimineret. Det var derfor nødvendigt først at nedbryde det bestående, vestlige samfundssystem inden kommunismen kunne indføres som styreform. Som vicekommissær for kultur i det bolsjevistisk styrede regime i Ungarn, startede han i 1919 et skolesystem rettet mod at nedbryde alle former for vestlige moralske værdier hos børnene, senere kendt som ”Kulturel Terrorisme”. Børnene blev undervist i fri sex som udtryk for menneskets frie kærlighedsudfoldelse, i modsætning til de førhen civiliserede og moralske samfundsnormer, der blev nedgjort som småborgerlige og hæmmende.
Frankfurtskolen havde derfor som grundlag at nedbryde den vestlige livsstil. Det stærke vestlige moralkodeks, den vestlige familiestruktur og kort og godt alle de værdier, der havde skabt og styrket den vestlige civilisation; kapitalisme, organisation, faste samfundsstrukturer, familie, patriakat, moral, tradition, seksuel mådeholdenhed, troskab, æresfølelse, patriotisme, etnocentrisme, og nationale skikke. Alt hvad der gjorde vesten stærk og overlegen skulle ødelægges. Og da de fleste medlemmer af Frankfurtskolen måtte flygte til USA i 1933 efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland, fortsatte de i deres nye ”hjemland” at udbrede de antivestlige teorier, der skulle blive til politisk korrekthed.
Efter udrejsen til USA manifesterede de førende marxister tanken om den kulturelle nedbrydning ved skabelsen af den ”kritiske teori”. Den kritiske teori videreførte den indsigt og erfaring, kommunisterne havde gjort, om at folk i Vesten i bund og grund ikke ønsker kommunisme. For havde de gjort det, havde de jo sikkert indført den ved demokratisk valg for længst. Men af bitter erfaring vidste de marxistiske tænkere, at hvis kommunisme præsenteres som et politisk alternativ, f.eks. som et parti, så siger vesterlændinge nej tak. De ønsker ikke kommunismen, manifesteret derved, at de kommunsistiske partier står uden for regeringsindflydelse i samtlige vestlige lande. Så hvis det ikke var muligt at indføre kommunisme enten via proletariatets revolution eller via demokratiske valg, hvordan så?
Svaret kom i takt med flere af de ledene marxisters udgivelser i USA i efterkrigstiden, f.eks. Erich Fromms ”Escape From Freedom” og ”The Dogma of Christ”, Wilhelm Reichs bog ’The Mass Psychology of Fascism’ og Theodor Adornos ’The Authoritarian Personality’. I sidstnævnte fra 1950 stadfæster Adorno det, som skulle blive den nye marxisme; marxisternes nye våben mod den vestlige civilisation. Under brug af Sigmund Freuds teorier om psykoanalyse argumenterede Adorno for, at mennesker i virkeligheden er seksuelt undertrykte i Vesten af ting som kristendom, kapitalisme, privat ejendomsret, etik, moral og nationalfølelse. Og denne undertrykkelse resulterer i ting som fascisme, nazisme, had, aggression og racisme, hvis den ikke bliver behandlet i tide. Fortalere for de vestlige samfundsværdier var således potentielle racister og nazister; syge mennesker, der skulle helbredes. ”Behandlingen” er naturligvis fri sex, løslad de indre drifter og udfold det uhæmmede liv ved at have så mange partnere så ofte som muligt. Det såkaldte ungdomsoprør med paroler som ”make love, not war” udspringer direkte af marxisternes ihærdige indsats efter at nedbryde de gængse normer og stabile samfundsstrukturer i USA og skabe det uhæmmede, anarkistiske kaos der følger i hælene på tanken om ”frihed uden ansvar”. Parolen ”make love not war” udspringer direkte fra Herbet Marcuse, én af Frankfurtskolens inderkredsmedlemmer. Herbert Marcuse var en vigtig brik i det såkaldte ungdomsoprør, hvor universiteterne blev overtaget af venstreorienterede ungdomsoprørere og stadig holdes besat helt op til i dag. Af andre førende marxister fra dengang kan nævnes Max Horkheimer, Franz Neumann og Leo Löwenthal, alle tidligere tilknyttet Frankfurtskolen. Betty Friedan blev med sit værk ”The Feminine Mystique” den moderne feministbevægelses moder i USA. Feminismen var yderligere et produkt af den marxistiske propaganda for at svække det stærke vestlige moralkodeks om afdæmpet seksualitet og erstatte det med kvindens ”uhæmmede” livsstil; skiftende seksualpartnere ofte, uden at bekymre sig om konsekvenserne af det ansvarsløse liv, men blot tage en P-pille eller få abort bagefter. Herigennem ødelæggelse af familien som en stærk vestlig, samfundsmæssig institution og faldende børnefødsler blandt vestlige kvinder, så det blev lettere at argumentere for indvandring fra den 3. verden for at kunne opretholde befolkningstallet.
Den Kritiske Teori kan lyde som en teori, men var i virkeligheden kun kritik; kritik af alt, hvad der var vestligt som noget dekadent, afstumpet, undertrykkende og imperialistisk. Ved at kritisere alt hvad der var vestligt og indirekte, via misbrug af Freuds psykologi, at anklage den hvide, vestlige kulturs undertrykkelse af menneskets sexualitet for hovedansvarlig for nationalsocialismens fremkomst og millioner af menneskers død, lykkedes det Frankfurtskolenes marxistiske disciple i USA at indgyde en skamfølelse hos den hvide middelklasse. Skamfølelse og skyldfølelse over slaveriet og de sortes problemer. Skamfølelse over den påståede kvindeundertrykkelse i den vestlige verden og over den påståede udplyndring af den tredje verden. Og således lykkedes det for den marxistiske propaganda at få tvunget vesten i knæ ved at underminere dens styrke; den nationale selvtillid og integritet. Dens frihedsidealer og fremadstormende udvikling intellektuelt og teknologisk.
Den nye marxisme var født. Den gamle marxisme var en økonomisk teori. Den nye marxisme, den politiske korrekthed, var et kulturelt våben til at smadre det etablede system, for derigennem at indføre det kommunistiske system. Noget, som den gamle marxisme havde fejlet i at gøre, skulle den nye marxisme få succes med gennem kaos og eliminering af det etablerede samt underkuelse af de politiske modstandere gennem psykisk propaganda med trusler om racismebeskyldninger og fremkaldelse af skyldkomplekser hos vesterlændingene.
At smadre den stærke, vestlige civilisation indefra via ødelæggelse af de stærke åndelige søjler i menneskene, som det hviler på, var kommunisternes store drøm. Kommunister hader den velfungerende og succesfulde vestlige civilisation, ikke kun fordi den er en forhindring for at indføre komunisme i Europa, men også fordi den er et bevis på, at kommunismen er forkert; at Vesten havde udviklet sig til den mest overlegne af alle civilisationer er i direkte modstrid med den kommunistiske teori, som siger at udvikling først er muligt i et samfund i dét øjeblik, hvor samfundet er overgået til kommunisme. Før det burde mennesker ikke have nogen motivation til at arbejde og opofre sig for hinanden, fordi det at deles om alting og arbejde for hinanden som ”brødre” eller ”kammerater” ifølge komunismen bør være forudsætning for udvikling. At vesten så rent faktisk har udviklet sig til stærke højder intellektuelt, teknologisk og kulturelt uden at have gjort brug af kommunsistiske metoder eller ideer på noget tidspunkt, er et direkte bevis på at kommunismen er forkert, hvorfor kommunister da også hader den vestlige civilisation og ønsker at smadre den indefra via den kulturelle og moralske nedbrydelse.
Den politiske korrekthed, som således er marxisme ændret fra en økonomisk teori til et kulturelt ødelæggelsesvåben, er ét af midlerne til denne nedbrydelse. Fordi proletariatet havde ”svigtet” kommunismens sag, måtte andre samfundssegmenter træde i dets sted som kommunismens stormtropper; minoriter (de sorte i USA, muslimer i Europa), homoseksuelle og andre seksuelle minoriteter og kvinder, som af kommunisterne fik fortalt at de blev undertrykt af den mandschauvinistiske og egocentriske hvide mand, hvilket gav feministbevægelser vind i sejlene med deraf færre børnefødsler af europæiske kvinder og dermed på sigt udryddelse af de europæiske urbefolkninger og disses erstattelse af indvandrere fra den Afrika og Arabien. Kritik af disse samfundssegmenter er nu blevet lig med racisme, nazisme og mandschauvinisme og sexisme, og samtidig er kulturrelatisterne og fortalerne for det multietniske og multikulturelle samfund blevet støttet, alt sammen i kommunisternes hemmelige plan til at nedbryde Europa indefra. Samfundsnedbrydelsen kan derfor fortsætte uhindret, fordi ingen vover at stå op imod den, f.eks. i form af kritik af masseindvandringen og muslimers voldelige overreaktioner under påskud af deres ”følelsesmæssige sårbarhed”, eller af frygt for at blive hængt ud offentligt som racist eller nazist.
Sammenfatning (video):